Okra
’Emerald’
Abelmoschus esculentus

Okra er en aflang, fingerlignende grøn bælgfrugt, der især benyttes i det kreolske cajun-køkken i retter som gumbo og jambalaya. Kaldes også Lady Fingers. Som spisefrugt er dens indre kendetegnet ved at være slimet – virkelig slimet. Få øjeblikke efter at man skærer stænglen af en okra pibler det ud med slimet saft. Denne saft skiller vandene: Nogle elsker okra og i cajun-køkkenet gøres der en dyd ud af den slimede saft, der bruges til at jævne retter som den sammenkogte gumbo til den rette konsistens. Andre finder saften ulækker og afskyr okra.

Okra regnes for en af verdens ældste grønsager. Dens anvendelighed som spise kan føres tilbage til 2.000 år før vor tidsregning, og man formoder at dens oprindelige hjemsted er Etiopien, hvorfra den har bredt sig østover til Mellemøsten og Indien samt med de sorte slaver vestover til Caribien, Brasilien og USA's sydstater, hvor den har fundet sin plads i cajun-køkkenet. I Europa dyrkes den i Middelhavslandene, hvor den holder af det varme klima. Okra er i familie med hibiscus og bomuld og danner meterhøje buske med meget smukke, lysegule blomster, der siden udvikler sig til okrafrugterne. De er grønne og kantede, lange bælge, der spidser til i enderne og kan minde om fingre. Trives planten, giver den store mængder af frugter.

Smagen af okra er let bitter, men ellers ret neutral. Det er de umodne frugter, der anvendes, for de modne frugter bliver bitre. Okra kan anvendes fx skiveskåret i supper og omeletter eller let kogt og marineret til salatbrug. Smider man bælgfrugten i en gryderet og rører lidt rundt i gryden, er hele retten hurtigt jævnet - mere klisteragtigt og mælkehvidt, end med Maizena og så man nærmest kan trække lange slimtråde op af gryden med en ske. Hvis man synes at saften er for meget af det gode, kan et hurtigt opkog og efterfølgende skylning med koldt vand fjerne en del af den mælkeagtige saft. Steger man okra i olie, bliver den ikke slimet. Man kan også tørre okraen, støde den og bruge den som jævner.

I de amerikanske sydstater bruger man også okra sammen med aubergine og især tomater. Tomaterne modnes på samme tid som okra og deres smag passer godt med okra'ens. Derudover siges syren i tomater at dæmpe okra’ens slimudgydelser.

Et par fif i brugen af okra:
• Vær hurtig. Når okra er skåret i stykker, skal de straks kastes på panden eller i gryden. Jo længere de ligger på spækbrættet, jo mere kan de nå at slime.
• Marinér dem. Man kan fjerne noget af slimet ved at marinere okrastykkerne i syreholdige væsker som vineddike eller citronsaft i en halv time. Hæld væsken fra og skyl og tør stykkerne, inden de tilsættes fx en gryderet.
• Giv dem et varmechok. Svits dem ved høj temperatur og lad dem kun simre kort med i retten.
• Rør ikke for meget i gryden: Jo mere man rører, jo mere slim frigives.

Frø af okra er spirevillige, men hårde, så for at fremme spiring, kan man lægge dem i blød i lunkent vand natten over (max. otte timer), inden de sås. Sås ved mindst 20 grader i marts-juni. De optimale forhold for okra er minimum otte timers sol om dagen, dagtemperaturer op mod 28 grader og nattemperaturer ikke under 15 grader. Disse forhold må man søge at skabe så godt som muligt ved at dyrke den enten i drivhus eller en lun vindueskarm. I lune somre kan man også forsøge sig med en lun krog på terasse eller altan.

Som planterne gror til, kan de – hvis de trives – blive pænt store og bør stå med mindst 30-40 cm imellem. De fleste danskere, der ikke lever af cajun-køkkenet til hverdag, vil dog nok kunne klare sig med et par planter. Har planterne det tilstrækkeligt varmt og solrigt, vokser de hurtigt. Okra-frugterne høstes løbende i umoden tilstand – når de er ca. 5-8 cm lange. Lader man frugterne modnes bliver de bitre og træagtige. Jo flere man plukker, jo flere frugter sætter planterne. Planterne tåler ikke frost, men man kan forsøge sig med at overvintre dem frostfrit.

Okra findes også i en version med bordeauxrøde stængler og frugter - se denne som selvstændigt produkt.
Ca. 15 frø pr. pose.