Vinterportulak er en dejlig, vitaminrig plante, der kan høstes, når man har allermest brug for den, nemlig midt om vinteren og i det allertidligste forår. Den har en livscyklus, der er nærmest modsat næsten alle andre planter. Man sår den i sensommeren, hvor den hurtigt vil spire, og i løbet af efterår og vinter gror den til, så man kan begynde at høste grønne blade i januar og de efterfølgende måneder. Man kan også så vinterportulak i februar, og så høste af bladene i maj.
Vinterportulak stammer fra Nordamerika, hvor den vokser som en fint vinter-bunddække i løvskove i især bjergrige områder. Den er blevet indført til Europa som køkkenurt,og omtales herhjemme i havebøger fra midten af 1800-tallet. Den har været gået lidt i glemmebogen, men er heldigvis - med det stigende fokus på at spise de grøntsager og urter, der er naturlige for årstiden - igen ved at komme til ære og værdighed.
Vinterportulak er etårig og bliver ca. 20-30 cm høj. Den vokser i begyndelsen som en roset, hvorfra de tykke, ovale blade gror. Hen på foråret ændrer planten udseende og ser ud som om den har fået nye, anderledes blade. I virkeligheden er det bladene, der er vokset sammen to og to, til et næsten cirkelformet svøb, der omslutter en blomsterstand med små hvide blomster. Både blade og blomster er spiselige. Fra januar kan man begynde at plukke af bladene, men lad det midterste skud sidde, så planten bliver ved med at udvikle nye blade. Efter blomstring i maj, sætter planten frø og dør derefter. Vinterportulak trives i fugtig halvskygge, men tåler også en del sol.
Vinterportulak er lækker som et friskt, nyhøstet indslag af grønt i den ellers næsten golde periode i urtehaven. De sukkulentagtige blade er smækfyldte med c-vitamin. Smagen af vinterportulak kan minde om vårsalat og smager bedst i rå eller kun ganske let opvarmet tilstand - fx blancheret som spinat. Smagsstofferne forsvinder ved for megen opvarmning, så den bør ikke koge med i retter. Den er skøn i forskellige blandede salater eller som klippet grønt, og i maj vil de fine, hvide blomster også pynte på en salat eller som drys. Kendes også under navne som 'Vintersalat' eller 'Vinterspinat'. Prøv også at sætte de runde blade med blomsten i midten i buketter - det ser rigtig kønt ud!
Vinterportulak sås i juli-august. småplanterne tyndes ud til en afstand på 10-15 cm, så de enkelte planter har plads til at udvikle sig. Vinterportulak kaster mange frø og vil så sig selv. Dyrkes den i køkkenhaven, kan man jo blot lade de selvsåede planter vokse, plukke af dem i vintertiden og så hakke dem ned, når man skal bruge køkkenhavens jord til andre planter om foråret. Trods selvsåning er den hverken agressiv eller invasiv og bliver ikke til et ukrudtsproblem. Frøene er bittesmå og kan være lidt svære at håndtere. Bland dem eventuelt med lidt fint sand og så dem i en ikke for dyb rille.
De litterært interesserede vil kende portulak fra H.C. Andersens eventyr I andegården fra 1861, hvori det hedder: Hun har portulak i kroen! sagde en lille almindelig ælling, der var vittig, og de andre almindelige fandt det så udmærket med portulak, det klang som Portugal.
Min 100 frø pr. pose.
