Forside | Om Albinus Frø | Kunderne siger | Om at så | Nyhedsbrev | Læserne siger | Vilkår | Kontakt | Kurv
Vis kurv

0 vare(r) i kurven 
I alt 0,00 DKK
 
Svinenød, Pignut Conopodium majus
  På lager 
Varenavn: Svinenød, Pignut Conopodium majus
Pris ved 1Pose 28,00 DKK

Svinenød - eller det engelske navn, pignut, som ofte bruges – er en vild skærmplante med en lille, dybtliggende løgknold. Knolden smager som en fusion af spisekastanje og friske hasselnødder - undertiden med et strejf af radisens skarphed.

Planten er meget sjælden – måske helt udryddet – i Danmark og står på den såkaldte Rødliste, der er en oversigt over plante- og dyrearter, som er sjældne og i fare for at forsvinde eller som allerede er forsvundet. Men svinenød kan findes vildtvoksende en del andre steder i Europa: Enkelte steder i Norden, i Frankrig, Spanien og Italien samt på De Britiske Øer, hvor den er almindelig udbredt. Navnet refererer på både dansk og engelsk til, at de underjordiske knolde blev spist af svin, der ’gik på olden’ – dvs blev sat ud i skoven, hvor de levede af olden, som er fællesbetegnelsen for frugterne af bøg og eg. Men hvor der groede svinenød, stak dyrene også deres tryne under jorden og fouragerede på de lækre underjordiske knolde. På andre sprog har man udeladt grisebasserne i navngivningen og hæftet sig ved, at det er en slags nødder, der gror under jorden – på norsk jordnøtt og på fransk noisette de terre.

Det er i de senere år igen blevet moderne at sanke, at samle sin føde i naturen. Ikke pga fødevaremangel, men dels ud fra en moderne ressourcebevidsthed – og så har bølgen med ny nordisk gastronomi i den grad sat fokus på glemte spiseligheder i naturen omkring os. I Danmark er det restauranter som Noma og Kadeau - sidstnævnte indsamler bogstavelig talt de vildeste ting i den bornholmske natur. Men danske foodies må undvære svinenødden fra den vilde natur. I England derimod er en af de fremmeste kokke, der har været med til at udbrede kendskabet til det spiselige i naturen omkring os, Hugh Fearnley-Whittingstall, en fortaler for den lille knold. Hugh Fearnley-Whittingstall kendes bl.a. fra tv-serien fra River Cottage, hvorigennem han har været med til at gøre den sprøde, nøddesmagende pignut til en særlig, eftertragtet delikatesse.

Knoldene kan spises rå eller tilberedte. Man kan spise dem friske som snacks eller de rå knolde kan hakkes og fx drysses over en salat. Ved tilberedning vil de fleste foretrække ikke at overkoge dem – de skal helst beholde deres lækre crunch. De kan ristes og bruges som topping i fx supper eller salat. I tv-serien fra River Cottage er der bl.a. vist opskrifter med hjemmelavet ravioli med urter og svinenød som fyld.

Svinenød er en flerårig, ca. 30-50 cm høj, plante med fjerlignende løv og blomstring med hvide skærmblomster i juni. I naturen vokser den på græsmarker, i lyse løvskove og krat. Den underjordiske, spiselige knold er dybtliggende – den befinder sig 10-20 cm under jordoverfladen og der er kun én knold pr. plante. Størrelsen på de underjordiske knolde kan være fra hasselnød til golfbold. Knoldene er dækket af et brunt skind, som man nemt kan gnide af med fingrene – man skal endelig ikke gå i gang med skrællekniven! Under det brune skind gemmer sig de fineste lyse knolde.

Når man nu ikke kan samle svinenød i den danske natur, kan man forsøge sig med at dyrke den selv – men det kræver tålmodighed at dyrke den til høst.


De små frø sås koldt i det tidlige forår – februar-marts er et godt tidspunkt. Stil plantekasse eller -potte udendørs. De spirer i løbet af foråret, når temperaturen er passende. De små planter kan plantes ud på friland fra slutningen af maj – sæt dem med ca. 15-20 cm mellem planterne. Svinenød foretrækker en muldrig, veldrænet jord. De kan trives i både fuld sol og halvskygge. Det første år vokser planterne ikke meget – over jorden ses kun, hvad der kan minde om en lille gulerodstop. Under jorden er planterne i gang med at danne små knolde. Man skal ikke høste af dem det første år – da er knoldene simpelthen for små. På andetåret vil svinenød normalt vokse til og blomstre i forsommeren. Efter blomstring visner toppen ned, mens den underjordiske knold vokser videre. Man kan vælge at høste på andetåret eller lade knoldene vokse videre i endnu et år. Knoldene høstes normalt i august-september – og det kan være lidt af en udfordring alene at finde sin afgrøde. For selvom man er fornuftig og afmærker, hvor toppen af planterne visner ned, snyder svinenødderne lidt. Den underjordiske stængel, der holder knolden fast til plantens overjordiske del, visner nemlig også væk, og da knoldene gemmer sig 10-20 cm under jorden og ikke nødvendigvis direkte under det sted, hvor den overjordiske del af planten groede, så kan det blive til noget af en skattejagt at finde knoldene.

Hvis man vil slippe for at rode rundt i jorden med risiko for ikke at finde de små delikatesser, som man har ventet på i mindst halvandet år, kan man i stedet dyrke svinenød i en stor balje el.lign. Sørg for, at der er drænhuller i bunden af baljen, fyld den med god, muldet jord og plant de små forspirede planter heri i juni. Stil så baljen et sted og glem alt om den (bortset fra at jorden ikke må tørre ud) til det efterfølgende år, hvor man kan vælge at høste knoldene. Eller man kan vente endnu et år. Ved høst kan man simpelthen vende bunden i vejret på baljen og rode jorden igennem, så man får samlet alle knoldene.

Har man et stykke skovhave, et woodland, eller en solåben eng, kan man forsøge sig med at skabe en selvkørende bestand af svinenød. Her anbefales det at følge anvisningen oven for med at lade planterne vokse i en balje i et år. De små etårige knolde lægges så, 5-15 cm dybt, hist og pist på det ønskede areal, og vil skyde det efterfølgende forår. Ønsker man en fast bestand, skal man endelig ikke høste, før planterne har haft en sæson med vellykket frøsætning og dermed selvsåning – det er de selvsåede planter, der skal bære bestanden videre.

Som sagt: Svinenød kræver tålmodighed. Men haveår går hurtigt – og haver kræver år, for at blive smukke og interessante!
Ca. 20 frø pr. pose.
  «-Tilbage       Vis uden moms   Anbefal   Print


Kunder købte også
Blærebælg <i>Colutea arborescens</i> Blærebælg Colutea arborescens
En fin, op til 3 meter høj, løvfældende busk med lysegrønne finnede blade og lette gule blomster. Efter blomstring udvikles meget dekorative oppustede bælge.
 
23,00 DKK 
Tobak, Purpur- <br>’Perfume Blue’ F1 <br><i>Nicotiana x sanderae</i> Tobak, Purpur-
’Perfume Blue’ F1
Nicotiana x sanderae

Meget rigt blomstrende sommerblomst af tobaksfamilien. Velduftende blå blomster. God i krukker, på terrasse eller altan.
 
24,50 DKK 
Ballonvin, ’Love in a Puff’ <br><i>Cardiospermum halicacabum</i> Ballonvin, ’Love in a Puff’
Cardiospermum halicacabum

Skøn og ivrigt voksende klatreplante med små orkidélignende, hvide blomster, dekorative oppustede frøkapsler og de fineste blåsorte frø dekoreret med et hvidt hjerte.
 
28,50 DKK 
Kantbæger, Leanderklokke <br><i>Nicandra physalodes </i> Kantbæger, Leanderklokke
Nicandra physalodes

Fin etårig plante med meget smukke, lyslilla blomster og flotte, sorte aftegninger på både knopper, stængler og blade.
 
19,50 DKK 

ALBINUS FRØ • INFO@ALBINUSFRO.DK