Takkeklap er en plante, der har potentiale til at blive en af køkkenhavens helt store leverandører – uden at man behøver at lægge meget arbejde i den! For takkeklap er en nem, hårdfør og produktiv, flerårig plante, som man kan høste enten blomsterstande, blomster, blade, stængler, frøstande eller rødder af store dele af året.
Takkeklap er af korsblomstfamilien og i tæt familie med bl.a. kål, sennep og rucola. Den vokser vildt i store dele af Asien og Kaukasus og menes at være kommet til Skandinavien som madplante, formentlig allerede tilbage i 1700-tallet. Siden da har vi glemt den som grøntsag, men man kan finde den vildtvoksende enkelte steder i Danmark, lidt mere almindelig som vildtvoksende i det øvrige Norden. Med den stigende interesse for permakultur og for at dyrke overvintrende afgrøder i køkkenhaven er det oplagt at genopfinde takkeklap som grøntsag!
Som bl.a. rucola og andre korsblomstrende planter har takkeklap en ret skarp, let sennepsagtig smag, som man skal lære at udnytte – og dæmpe, hvor dét er på sin plads. Da rucola i 80’erne blev introduceret på det danske marked, blev der rynket på mangen en næse, men den lille seje urt slog igennem og blev folkeeje. En lidt ram og markant urt, der gav familien Danmarks salatskål et spark i en mere karakterfast smagsretning og som nu er at finde i ethvert supermarked. Takkeklap har samme potentiale!
Takkeklap er flerårig og fra den etablerede plante skyder de grønne skud ihærdigt fra tidligt på foråret – ofte allerede i februar, undertiden også i løbet af en mild vinter. Disse spæde skud egner sig fint til at blive spist rå: I salater, som et grønt drys, på en pizza i stedet for rucola. Når bladene bliver større og kraftigere, vinder de ved at blive tilberedt. I juni giver planten broccoli-lignende blomsterstande. De enkelte buketter er mindre og ikke så kompakte som på den forædlede broccoli, men pluk et bundt af de uudsprungne blomsterstande og de vil fint erstatte broccolien. Lader man nogle af knopperne stå, springer de ud med gule korsblomster, som er smukke og med deres svage sennepssmag fine at drysse på maden. Blomsterstænglen har små ’vorter’ (på engelsk kendes planten bl.a. som warty cabbage), skræller man den friske stængel, kan den tilberedes som asparges.
Mens takkeklap blomstrer, går bladproduktionen lidt ned, men både før og efter blomstring er der altid blade at plukke – ofte osse langt ind i vintertiden. Udover de spæde, nye blade, der som nævnt er fine rå, kan de større blade, ofte 30-40 cm lange, bruges som grøntsag i utallige retter. Ved tilberedning nedbrydes glucosinolater i bladene, som er det stof, der giver planten sin skarpe smag. Når den mildnes, er blade af takkeklap anvendelige i fx supper, tærter, pastaretter, risotto og stirfries. Er man røget med på fermenteringsbølgen, er bladene af takkeklap oplagte at bruge til en gang surkål, som kan give ’friskt’ grønt i vintermånederne. Også den kraftige pælerod af takkeklap er spiselig og kan anvendes, som man normalt ville bruge peberrod.
Takkeklap er en kraftig plante med dyb pælerod og lange, let takkede blade i roset. Rosetten bliver ca. 50 cm høj, med blomsterstand kan planten blive 60-100 cm i højden. Det er en sund plante, der ikke angribes af de sygdomme og insektangreb, som ellers plager kålslægtens medlemmer – kålsommerfugle er fx aldeles uinteresserede i takkeklap som udklækningssted for deres ellers så sultne larver!
De fleste husholdninger vil klare sig fint med en enkelt eller to planter af takkeklap. De er nemme at formere, både vegetativt med rodskud og ved frøformering. Lad den ikke kaste frø i køkkenhaven, for så risikerer man at få betydeligt flere planter, end man ønsker. Den nemmeste - og samtidig mest udbytterige - måde at undgå selvsåning er at smovse sig igennem de uudsprungne blomsterbuketter, at spise blomsterne – og skulle planten sætte frøstande, kaldet skulper, er disse også spiselige: De kan eventuelt syltes som kapers. Får man ikke spist det hele, er det dog en god ide at fjerne ansats til frøsætning, medmindre man ønsker at samle frøene.
Frøformering af takkeklap er meget nemt. Frøene kan koldsås i løbet af efteråret eller i det tidligste forår, gerne allerede i februar, og vil spire i løbet af foråret. Sås frøene varmt, må man regne med en noget lavere spireprocent. Høst beskedent af planten på dens første år, så den kan bruge kræfterne på at etablere sig. Blomstring kommer først på plantens andet leveår. Takkeklap foretrækker at vokse i en muldet og relativ fugtig jord.
Frøene er desværre lidt dyre, men som nævnt behøver man ikke mange planter for at være selvforsynende med takkeklap.
12 frø pr. pose.